Afhandlingen undersøger udviklinger i efterkrigstidens demokratiforståelse med fokus på nærdemokratibegrebets opståen i 1960’erne og 1970’erne. Teoretisk trækker afhandlingen grundlæggende på Reinhart Kosellecks forståelse af moderne politiske begreber som flertydige og foranderlige, og som bærere af både erfaringer og forventninger til fremtiden. Samtidig er afhandlingen inspireret af Christian Geulens teori om, at de åbne forventningshorisonter i det sene 20. århundrede i stigende grad afløstes af spatiale udvidelser af eksisterende forhold –her i form af nær-demokratiet som en udvidelse af demokratiets sfærer. På den baggrund fremlæses næredemokratibegrebets betydninger ved at afdække dets semantiske felt af med-og modbegreber. De anvendte kildegrupper dækker et bredt spektrum af politiske aktører: Politikere, fortrinsvis fra Socialdemokratiet og Venstre, samt embedsmænd, forskere og andre samfundsdebattører. Det varierede kildemateriale omfatter partiprogrammer og –tidsskrifter, fagtidsskrifter om byplanlægning og kommunale spørgsmål, forskningsrapporter og toneangivende debatbøger fra perioden. Det er afhandlingens bærende tese, at nærdemokratibegrebets fremkomst og status af politisk grundbegreb i 1970’erne var en kulmination på de foregående årtiers debatter om demokratiets vilkår i industrisamfundet og velfærdsstaten, hvor ønsket om nærhed var et gennemgående tema. Og at det nye politiske kernebegreb med sit fokus på demokratiets udbredelse i forskellige samfundsmæssige ‘rum’repræsenterede en spatialisering af demokratibegrebet. Den nye, spatiale tilføjelse til demokratibegrebet med nærdemokrati kunne rumme kritik af og modsvar på ganske forskelligartede problematiseringer af forhold i det moderne samfund. Denne ‘nærhed’blev lokaliseret forskellige steder, i forskelligartede enheder, og med forskellige demokratiske praksisser for øje. Afhandlingen argumenter for, at nærdemokratibegrebet var udspændt mellem to modsatrettede betydninger, en systembevarende og en systemkritisk. I den første betydning repræsenterede nærdemokratiet den endelige fuldbyrdelse af demokratiet som det sidste skridt i opbygningen af velfærdsstaten. I den anden etableredes nærdemokratibegrebet omvendt netop som en kritik af demokratiets muligheder inden for velfærdsstaten; og som afsæt for alternative visioner for en fremtidig samfundsudvikling.