Resumé

Historien i kødet, kødet i historien - undersøgelser i den historiserede krop

I løbet af 1980’erne var historiefaget, og humaniora mere generelt, vidne til opkomsten af en selvbevidst fokusering på kroppen som historisk forskningsområde, og denne udvikling er fortsat med stor kraft igennem 1990’erne og ind i det nye årtusinde. Kroppen er på 25 år blevet problematiseret, destabiliseret og transformeret ind til en central analytisk kategori for humanistisk forskning.  Denne kropsforskning har taget mange forskellige former, men først og fremmest har fokuseringen på kroppen været drevet af en historisering, en vilje til at placere historie hvor der før var biologi.

Denne afhandling undersøger denne interesse i kroppen gennem en analyse af hvad jeg kalder den historiserede krop som diskursiv figur. Den historiserede krop er ikke et klart aftegnet koncept eller en skarp afgrænset idé; det er i lige så høj grad et løs samling af idéer, der er blevet udtrykt på utallige måder og i mange variationer. Den historiserede krop er blevet en etableret diskursiv figur, et dominerende motiv for et historisk engagement med kroppen, og den er, i medicinhistorien såvel som i historiefaget mere generelt, blevet den mest veletablerede måde at skrive om kroppen i historien på, på trods af kritik fra forskellige sider. Denne afhandling er grundlæggende en udforskning af denne diskursive figur, den genealogi, udvikling og problematisering.

Afhandlingen er opdelt i fire kapitler. Det første undersøger, med udgangspunkt i den naturalistiske krop, forskellige klassiske moderne teorier om kroppen på tværs af antropologien, sociologien og filosofien. Dette gøres for at aftegne nogle af de udviklinger, der var med til at skabe den nye kropshistorie, og for at introducere nogle af de diskussioner som kroppen var involveret i gennem det 20. århundrede: forholdet mellem individet og samfundet, påvirkningen af kultur og civilisation på menneskets handlinger, og betydningen af samfundets kontrol over den enkelte. Andet kapitel er et studie af den såkaldte nye kulturhistorie, og studerer dennes forhold til kroppen gennem en læsning af det det måske mest prominente og udbredte værk i den nye kropshistorie, Thomas Laqueur’s Making Sex – Body and Gender from the Greeks to Freud fra 1991. I kapitlet placerer jeg Laqueur’s værk historiografisk, og diskuterer en række af de kritikpunkter, der er blevet rejst mod hans tilgang til studiet af kroppen i historien.

Det tredje kapitel undersøger nogle af de diskussioner, der bliver rejst igennem diskussionen af Laqueur’s arbejde, med specielt fokus på den levede erfaring i kroppen. Den vægt, som kulturhistorien lægger på den diskursive formation af krop og seksualitet, har betydet at de materielle og erfaringsmæssige aspekter af kroppen er forblevet forholdsvis uudforskede. Dette problem rejses gennem en diskussion af henholdsvis Judith Butler’s betydningsfulde sprogligt funderede kropsfilosofi, og en mere kropsliggjort tilgang til filosofien, repræsenteret ved Lakoff, Johnson og Merleau-Ponty. Kapitlet undersøger også denne problematik i historikeren Barbara Duden’s arbejde og hendes forsøg på at udvikle en historisk somatologi.

Det fjerde kapitel af afhandlingen diskuterer en mulig måde hvorpå studiet af kroppen i historien kunne åbnes mod en mere umiddelbar forståelse af kropslighed. Dette gøres gennem en læsning af begrebet “presence” (nærvær eller tilstedeværelse) som det er blevet diskuteret af henholdsvis Eelco Runia og Hans Ulrich Gumbrecht. Jeg argumenterer for at “presence” præsenterer en mulig måde at beskrive kroppen i historien, der i højere grad favner sprogets manglende evne til at indfange vores interaktioner med verden omkring os, og en understregning af vigtigheden af at tage det utalte, det ubevidste, det sanselige, det affektive og den levede erfaring af kroppen med i det historiske studie af kroppen. “Presence” er en made at forstå og konceptualisere de måder hvorpå historien bliver optaget i vores kroppe, i og udenfor sproget, og giver en mulighed for at tale om og undersøge både den kropslige erfaring af historien og den historiske erfaring af kropslighed, og gøre dem til en fast bestanddel i studiet af kroppen i historiefaget.