Med afsæt i myremalmens placering mellem landskab og bebyggelse bearbejdes to hovedproblemer for at afsøge, hvilke nye problemstillinger, der i fremtiden vil kunne belyses gennem bebyggelsesudgravninger.
Først indkredses den kontekst, hvor i jernet blev udvundet og det konkluderes på grundlag af kildematerialets mangfoldighed, at den almindelige vestjyske jernalderbonde sandsynligvis har besiddet en kundskab om jernfremstilling. Han har operationaliseret sin viden, når han havde adgang til myremalm af en god kvalitet, til trækul og til ler - og når der var brug for jernet i egen eller andres hushold. Udnyttelsen af myremalmen til jernfremstilling var således ikke alene forbeholdt specialister, men var også en binæring for de vestjyske bønder.
Dernæst overvejes det, hvor i landskabet bønderne hentede myremalmen og det konkluderes at der ikke nødvendigvis var store afstande mellem råstof og redskab - eller mellem smeltemester og smed. Transformationen fra råstof til redskab kan være foregået tæt omkring den enkelte landsby eller gård. Det kan endda have været den samme bonde, der udførte alle opgaverne. Men kildematerialet er komplekst, og bønderne anvendte ikke nødvendigvis myremalmen på samme måde i alle egne af Vestjylland og gennem alle de 6-700 år, vi i dag definerer som ældre jernalder.