I bogen introduceres, udvikles og anvendes stilistisk-retoriske teorier om metaforer, metonymier og symboler i studiet af stednavne som sprog.

I bogens første del diskuteres de sprogvidenskabelige præmisser, hvormed stednavne forstås. Det påpeges, at proprier er underlagt skiftende tiders forsknings- og tolkningstraditioner, hvorfor tolkningerne ikke er objektivt sande, men i lige så høj grad udtrykker navneforskerens sprogopfattelse og referenceramme, og at dette kan aflæses i stednavneordbøgerne. Der argumenteres for at anskue stednavne som tekstlige fænomener, og de stilistisk-retoriske teorier sættes i relation til stednavne dels som analyseværktøj til en egentlig tekstlæsning af proprier, dels som redskab til at belyse de diskurser, forsknings- og tolkningsparadigmer, stednavne er underlagt.

I bogens anden del analyseres 155 stednavne, blandt andet Tivoli, Trængsel og Troelstrup, kvalitativt ved den stilistisk-retoriske analyse, der inddrager stednavnenes etymologi, skriftlige kilder, landskabet og folkeetymologi. Herigennem belyses menneskets vilje til at se sprog som meningsbærende kommunikationsmiddel.

Der antydes en proprial stilistik historie fra jernalderen til moderne tid, der ses som resultat af det stigende antal skriftlige kilder,der indeholder stednavne, men som også kan afspejle en ændring i menneskets sprogsyn mod større kompleksitet og flere, samtidigt herskende sprogsyn.