Med Svangerskabsloven fra 1937 blev der for første gang i Danmark formaliseret en række indikationer for, hvornår en kvinde lovligt kunne få foretaget en svangerskabsafbrydelse. Indikationerne gjorde det eksplicit, hvad det officielle system anså for 'gode grunde' til en abort på det tidspunkt, og udsprang af hvad der blev betragtet som gode og dårlige liv i et samfundsmæssigt perspektiv. Abortloven lagde derfor ikke nævneværdig vægt på kvindens egne grunde og ønsker. Dette har ændret sig med tiden, markeret med indførelsen af den 'fri abort' i 1973, hvor netop kvindens individuelle grunde blev afgørende. Men også den nyere abortpolitik skelner i et vist omfang mellem gode og dårlige grunde, gode og dårlige liv - blot er indholdet af disse kategorier forandret. I dette kapitel behandles 1930'ernes og 1970'ernes abortdebatter med en diskursiv analytik: Hvilke forestillinger om gode og dårlige liv kendetegnede debatterne? Hvilke slags problemer havde man for øje i udformningen af politikkerne? Og hvilken betydning fik individuelle valg i disse sammenhænge? Kapitlet drager afslutningsvis en parallel til nutidens debatter om reproduktive teknologier, særligt fosterdiagnostiske tilbud, og lægger hermed op til en refleksion over, hvordan også de nutidige frie, informerede valg præges af særlige former for problematiseringer og forestillinger om gode og dårlige liv.